Referat af generalforsamling i Rødovregårds Villaby, tirsdag d. 14/5-2024.
Referent: Signe Axelhøj 57
Ad 1. Valg af dirigent:
Bestyrelsen foreslog Claus, Christiansdal 65. Han blev valgt.
Ad 2. Bestyrelsens beretning.
Det har været et roligt år i grundejerforeningen og for bestyrelsen. Vi har afholdt to bestyrelsesmøder i august 2023 og februar 2024. Der har ikke været større sager til drøftelse.
I forlængelse af sidste års generalforsamling har vi drøftet materiale udlån og besluttet at bibeholde den nuværende ordning. På trods af få udlån synes vi det er en god ordning og vi vil forsøge at udbrede kendskabet til ordningen yderligere i foreningen.
Foreningens likviditet er under 100.000 kr., som tidligere er besluttet som grænse for hvornår kontingent skal genindføres. Vi har derfor drøftet om vi skulle genindføre kontingentbetaling eller sænke grænsen for hvornår kontingent skal genindføres. Der er meget få udgifter i foreningen og vi finder det fuldt forsvarligt at sænke grænsen for hvornår kontingent skal genindføres. Det vil også være en vis administrativ opgave at opkræve kontingent, så bestyrelsen finder det ikke aktuelt enten at indføre meget lavt kontingent eller begynde at opkræve kontingent et eller to år for at sætte det i bero igen.
Bestyrelsen har derfor valgt at sætte grænsen ned til 50.000 kr. før kontingent genindføres. Det er fuldt forsvarligt med det nuværende omfang af foreningens drift. Derfor foreslår vi også at kontingentet igen i år fastsættes til 0. kr. for det kommende år.
Der har i løbet af året været udfordringer med foreningens hjemmeside, som på et tidspunkt ikke kunne tilgås. Ulrik Ahrensbøll-Friis er ny administrator af foreningens hjemmeside og han har ydet et stort arbejde med at få den eksisterende side op at køre igen. Herudover har han i foråret brugt meget tid på at opdatere hjemmesidens design og gøre den mere tidssvarende. Vi vil gerne takke ham for hans store arbejde.
Nu fik jeg sagt at det har været et roligt år i grundejerforeningen. Det har jo været et år med store mængder nedbør, hvor flere parceller har oplevet problemer med alt fra ekstra svampede haver til vand i kældre. Det er nok noget vi skal vænne os til med længerevarende tørkeperioder og vådere vintre og flere af os skal måske lave foranstaltninger for at tackle dette. Der kunne det være godt med vidensdeling rundt på vejene i forhold til hvad vi gør og hvad der virker.
Der har også været større vejarbejde på Rødager Allé, for enden af Rødovrevej og nu på Valhøjs Allé til stor gene for os i grundejerforeningen. Det skal vi nok vænne os til det næste stykke tid når der bliver udrullet fjernvarme i de forskellige etaper. Det bliver nok godt en dag……
Inden jeg slutter beretningen, vil jeg takke Signe og Casper for deres arbejde i bestyrelsen. Casper vælger ikke at genopstille og Signe har valgt at træde ud et år før tid. Mange tak for Jeres bidrag til grundejerforeningen.
Med de ord vil jeg slutte beretningen og give ordet til Claus.
Herefter var der opfølgende spørgsmål til beretningen.
- Ove HK11: Foreligger en revideret plan for udrulning af fjernvarme?
- Dette er bestyrelsen ikke orienteret om.
- Arne AH68: Har bestyrelsen overvejet at samarbejde med Rødovre Fjernvarme i forbindelse med udrulningen, så information kan formidles videre til beboerne?
- Dette vil bestyrelsen overveje.
- Arne AH68: Angående kontingentet: skal en nedsat grænse vedtages?
- Bestyrelsen: Det skal vedtages under budgetpunktet.
- Claus CD65 opfordrer bestyrelsen til at undersøge, hvad det koster at opkræve kontingent.
Ad 3. Regnskab for 2023/24
- Martin præsenterer årets regnskab (ligger på hjemmesiden). Resultatet godkendes.
Ad 4. Budget 2024/25 – herunder fastsættelse af kontingent, honorarer og gebyrer.
- Det nye budget præsenteres (ligger på hjemmesiden)
- Det er bestyrelsens indstilling, at grænsen for kontingentbetalingen fremover lægges ved 50.000 kr.
- Der skal tages stilling til om materialeforvaltningsordningen skal fortsætte.
- Materialeforvalteren oplyser, at der har været tre udlån det seneste år.
- PB26: Har man pligt til at være medlem af foreningen?
- Bestyrelsen + Arne: Ja, for langt de fleste. Betaling kan strengt taget ikke tvinges igennem.
- Afstemning om den nuværende ordning om materialeudlån
- For at fortsætte: 1
- Imod at fortsætte: 8
- Blanke: 2
- Ordningen er hermed afskaffet.
- Bestyrelsen indstiller, at der fortsat ikke betales kontingent, men at grænsen nedsættes til 50.000.
- Arne AH68: Henviser til tidligere eksempler på større uventede udgifter. Er grænsen på 50.000 for sårbar?
- Bestyrelsen holder løbende øje. Vil også undersøge muligheden for at sætte betalingen op ved salg (når ejendomsmægler rekvirerer oplysninger).
- Ove HK11: Skal Arnes indlæg forstås som et ændringsforslag?
- Arne AH68: Nej, når bare der holdes øje.
- Afsluttende på punktet:
- Likviditetsgrænsen nedsættes til 50.000 kr. før et kontingent evt. genindføres.
- Bestyrelsen holder løbende øje.
- Bestyrelsen tjekker mulighed for øget betaling ved salg
- Fortsat ingen betaling til formand mv.
Ad 6: Valg til kasserer
- Martin Axelhøj 67 genvælges som revisor
Ad. 7: Valg til bestyrelsen
- Laust Axelhøj 42 vælges for et år.
- Ulrik Christiansdal 52 vælges for to år.
Ad. 8: Valg af suppleant
- Christian Axelhøj 30 vælges for et år
Ad 9: Valg af revisor
- Holger Hansen genvælges som revisor
- Der vælges ikke en revisorsuppleant.
Ad 10: Eventuelt
- Ove HK11: Er der mulighed for indkaldelse pr. mail?
- Vil gerne husstandsomdele. Det er ambitionen at gøre det fremover.
- Hulda PB: Hvor mange medlemmer er der i grundejerforeningen? Ville man kunne lave en mail-liste?
- Bestyrelsen oplyser, at der er ca. 350. Det ville formodentlig være besværligt at lave liste i henhold til persondataloven.
- CD45: Anfører at husstandsomdeling vil være papirspild
- Det har tidligere været diskuteret i bestyrelsen, men elektroniske løsninger belaster også.
- Arne AH68: Der er ikke kommet færre til generalforsamling efter, man er gået væk fra papir.
- Laust AH42a: Kunne man tilmelde sig en nyhedsmail?
- Ulrik CD52: Der er en mulighed for, at man kan tilmelde sig mailliste via hjemmesiden.
- Bestyrelsen beslutter, hvad der skal ske.
- Claus CD65: Har bestyrelsen spurgt Teknisk forvaltning til alternative energikilder, hvis man ikke ønsker fjernvarme? Spørger har selv spurgt og fået at vide, at det kan som udgangspunkt er forbudt at opsætte solvarme og jord-til-luft, men at der dog nok kunne gives dispensation.
Formanden takker dirigent og forsamling for god ro og orden.